Relationsbåret ledelse styrker samarbejdet i Tønder Kommune
Visions- og strategiplanens fokus på kerneydelser, udvikling og vækst skaber endnu bedre rammer for borgere og virksomheder i Tønder Kommune. Som et led i strategien har direktionen arbejdet målrettet med at styrke det interne samarbejde.
Af Christian Meklenborg, BISGAARD+Catenon ©
Det første afsnit (link) af denne artikelserie omhandlede de høje og tydelige ambitioner om at fremme velfærdsområdet og erhvervsudviklingen i Tønder Kommune. I arbejdet med at eksekvere og understøtte den politiske vision har direktionen et skarpt fokus på at udnytte alle ressourcer så optimalt som muligt. Det gælder i høj grad også de ledelsesmæssige ressourcer, der er til stede i hele organisationen.
Til at hjælpe med at eksekvere denne opgave i praksis har direktionen benyttet erhvervspsykolog Kim Bisgaard fra BISGAARD+. Kim har haft til opgave at udvikle det interrelationelle ledelsessamarbejde i kommunen. Et vigtigt element i dette arbejde har været at bidrage til at skabe en tydelig rolleafklaring i direktionen.
”Vores mål er, at vi som direktion vil skærpe fokus på, hvad det vil sige at være leder i en stor organisation som Tønder Kommune med omkring 3800 ansatte.
I den proces har Kim Bisgaard understøttet os i vores arbejde med at få rolleafklaringen internt i direktionsteamet klart skitseret,” fortæller Tønder Kommunes kommunaldirektør Klaus Liestmann.
De tydelige roller og veldefinerede opgaver er vigtige på såvel det organisatoriske som strategiske plan, forklarer Kim Bisgaard, der også peger på, at det er afgørende i styrkelsen af direktionsteamet som et forum, hvor den fælles strategiske ramme og retning og samarbejdet på tværs af områder skal knyttes sammen:
”Der er helt generelt mange dele af et samarbejde, som kræver opmærksomhed og tid for at udvikles og blive optimalt. Klare forventninger, realistisk rolle- og relationsafklaring i teamet, udvikling af stærk tillid og dialog. Mange steder underprioriteres det at accelerere og optimere samarbejdsgrundlaget, hvilket forårsager et implementerings- og retningstab i resten af organisationen”, forklarer Kim Bisgaard,
Vigtigheden af rolle- og relationsafklaring kommer også til udtryk i det lederevalueringskoncept, som direktionen har implementeret i organisationen, og hvor hele kommunens ledelse forstærkes. Herunder også direktionsteamets samarbejde og det relationelle lederskab.
”Kim Bisgaard har været en god sparringspartner for direktionen i Tønder Kommune, og jeg er tilfreds med vores samarbejde, som har bidraget til at udvikle nogle gode værktøjer for kommunen i vores fremadrettede arbejde,” siger Klaus Liestmann.
Rådgivning med øje for præmissen
En del af den fælles udviklingsrejse, som direktionen er på, er blevet understøttet af direktionsseminarer, hvor der både har været et fokus på det individuelle, relationelle og strategiske.
På seminarerne er der blevet arbejdet målrettet med at øge intensiteten og klarheden i det professionelle og relationelle fællesskab i direktionen. Samtidigt med at der har været et skarpt fokus på, hvordan den fælles retning sættes i relation til den overordnede visions- og strategiplan, og de opgaver der er knyttet hertil.
”Vi havde i direktionen en klar præmis om, hvad det er vi vil i Tønder Kommune og jeg vil gerne rose Kim Bisgaard for at han hurtigt forstod opgaven og har givet os god sparring ud fra netop dét udgangspunkt”, fortæller kommunaldirektør Klaus Liestmann.
Direktionen i Tønder kommune er altså kollektivt fokuserede på at sikre, at der gensidigt reflekteres og afstemmes løbende. Ud over arbejdet med den fælles retning har de enkelte direktører også nogle fokusområder, hvor Kim Bisgaard står til rådighed som sparringspartner på opfølgning og videre udvikling. Kim opfatter netop forskelligheden som en styrke og en vigtig ressource i samarbejdet i et direktionsteam som det i Tønder Kommune:
”En af de væsentligste forudsætninger for god ledelsesmæssig performance er, at medlemmerne formår at spille hinanden gode. De enkelte medlemmer i teamet skal støtte og supplere hinanden og drage nytte af de forskelligartede kompetencer, der er til stede,” fortæller han og afslutter:
”Når teamet er komplet og funktionelt, kan der arbejdes effektfult med reelle opgavemæssige problemstillinger og de relaterede organisatoriske og samarbejdsmæssige udfordringer. Det er fantastisk at arbejde sammen med en direktion som den i Tønder, der sætter barren højt og arbejder strategisk og værdistyret.”
Dette er andet afsnit af en artikel om Tønder Kommune og direktionens arbejde med at implementere dens ’Visions- og Strategi’. Du kan læse første afsnit her . Tredje og sidste afsnit udkommer om nogle uger, hvor du kan læse om handling, samskabelse og organisatorisk læring i Tønder Kommunes direktion.