Vigtigheden af menneskelige kvaliteter
Ansættelsen af Alfred Blank som CEO hos Inter Sales A/S var resultatet af et grundigt rekrutteringsforløb, der strakte sig over nogle måneder. I den indledende selekteringsproces var der fokus på den klassiske sikring af de rette faglige kompetencer i forhold til den ønskede kompetenceprofil. Derefter blev sigtet i højere grad rettet mod samspillet mellem de ledelsesmæssige og strategiske kompetencer og de menneskelige egenskaber, som oftest er det, der på længere sigt skaber de stærkeste resultater.
I praksis foregik dette gennem personlige samtaler, hvor der især var fokus på de strategiske kompetencer og de relationelle forventninger og overvejelser, der er særligt vigtige, når der tilføres nye kræfter på ledelsesgangen i en ejerledet virksomhed. Dialogerne med dybde og skarphed på dette skete sammen med direktør og erhvervspsykolog Kim Bisgaard, som har mange års erfaring med rekruttering og udvikling af direktører og ledere til såvel private virksomheder som offentlige organisationer.
”Kim Bisgaard var et aktiv i den dybdegående og mere psykologisk prægede samtale, som man normalt ikke har med rekrutteringskonsulenter,” forklarer Alfred Blank og uddyber:
”Han havde nogle andre parametre at spille på. Jeg oplevede det som et meget professionelt og jordnært forløb med en stor grad af autenticitet, hvor det at nå helt ind til benet er helt afgørende. Den menneskelige psykologi og afstemning af forventninger samt sikringen af, at der er et godt match mellem ejere og deres CEO, er så vigtig for at professionaliseringen lykkes”
Kim Bisgaard er i dag direktør i konsulentvirksomheden BISGAARD+, der har base i Aarhus og afdeling i København. Gennem sit arbejde med kvalitative rekrutteringsprocesser og ledelses- og organisationsudvikling har han erfaret, at det ofte er en fordel at bringe sin erhvervspsykologiske tilgang i spil, når der skal rekrutteres ledere og direktører – ikke mindst til ejerledede virksomheder:
”Det er definerende for det fremtidige samarbejde, at en ny leder og ekstern CEO er socialt kompetent og formår at spille godt sammen med ejerlederne. Det rette menneske tilgår opgaven med ambitioner, ydmyghed og en sund respekt for det, som ejeren har opbygget samtidigt med at kompetencer og troen på egne idéer og evner er på plads. Det er et match, som skal undersøges, udvikles og sikres i rekrutteringsprocessen,” forklarer Kim Bisgaard.